Rusland
  • © 2025 Jan Clausen Kontakt mig 0

Rusland

Skt. Petersborg til Moskva august 2019




Dag 1
På vejen fra lufthavnen til vores skib får vi et indtryk af Skt. Petersborgs sydlige forstæder. Efter indkvartering i vore kahytter om bord følger et orienteringsmøde ved rejselederen. Herefter er der velkomstmiddag på skibet. Efter middagen tager vi på en aftentur med bussen, hvor vi så hovedstrøget Nevskij Prospekt og Bronzerytter-statuen med udsigt over Neva-floden.

Dag 2
Efter morgenmaden kørte vi gennem Skt. Petersborg og over Neva-floden til den ældste del af byen, der går tilbage til Peter den Stores tid, og besøgte Peter og Paul-fæstningen, som ligger på en ø midt i Neva-floden. Her finder vi bl.a. Peter og Paul-katedralen, hvor de russiske zarer ligger begravet. Midt i kirkerummet ligger nu, efter genbegravelsen i 2006, Christian IX’s næstældste datter, Kejserinde Dagmar, der i Rusland var kendt som Maria Fjodorovna. På byrundturen hørte vi også om sovjetperioden og så bygningsværker og monumenter, der fortæller om denne nyere del af Ruslands historie.
Vi spiste frokost på Det danske Kulturinstitut, der er flot beliggende på tredje sal over Mojka-kanalen i centrum. Her hørte vi samtidig om instituttets arbejde med at formidle dansk kunst og kultur i Rusland.
Efter en frokost fik vi en omvisning i den berømte, såkaldte Blodskirke, der med sine farvestrålende løgkupler fremstår meget forskellig fra resten af Skt. Petersborg, der ellers domineres af de europæiske stilarter barok og klassicisme.
Blodskirken er bygget på det sted, hvor Alexander II i 1881 myrdedes ved et attentat, og er et eksempel på det fantasifulde og farverige russiske kirkebyggeri, vi ser i slutningen af det 19. århundrede i Rusland. Herefter besøgte vi Fabergé- museet. Efter denne omvisning var der tid til f.eks. en indkøbstur på og omkring hovedstrøget Nevskij Prospekt, hvorefter bussen kørte os tilbage til vores skib.

Dag 3
Dagen begyndte med en omvisning på Vinterpaladset, som også huser kunstmuseet Eremitagen. Både kunstsamlingen og bygningsværket hører til verdens absolutte vidundere. Vi så de enorme sale, hvor zarerne kunne imponere fremmede ambassadører og statsoverhoveder. Højdepunktet i denne del af Vinterpaladset er tronsalen. Kunstsamlingen er verdensberømt for hovedværker af bl.a. Leonardo da Vinci og Rembrandt samt den imponerende samling af fransk impressionisme, som er et resultat af de mange konfiskationer af private samlinger efter revolutionen i 1917. Efter omvisningen var der tid til på egen hånd at bese Eremitagens kunstsamlinger, ligesom der var mulighed for i dag at gå på opdagelse i Skt. Petersborg på egen hånd. Rejselederen stod til rådighed med anbefalinger til f.eks. museumsbesøg. En oplagt mulighed er Det Russiske Museum, det nationale kunstmuseum med russisk kunst fra klassiske ikoner over 1800-tallets realisme og revolutionsårenes avantgarde til Sovjetunionens socialistiske realisme og den undergrundskunst, der i sovjettiden udviklede sig parallelt med den statskontrollerede kunst. Fortsatte indkøb er også en mulighed, f.eks. i det enorme stormagasin, Gostinyj Dvor.

Dag 4
I dag skulle vi på byvandring bag facaden. En gruppe special-guider, som typisk er journalister i deres daglige arbejde, viste os i små hold rundt på de bugnende fødevaremarkeder, i baggårdene og de beklumrede fælleslejligheder. Vi så på den måde det Skt. Petersborg, som de fattigste russere i dag bor i. Disse sider af byen indgår ikke i traditionelle turistrundvisninger i Skt. Petersborg og programpunktet bliver alene til i kraft det netværk, som guiderne har i Rusland.
Som et nyt programpunkt besøgte vi køkkenstudiet Chef's Eatertainment, hvor kokken Sasha fortalte om det traditionelle russiske og sovjettiske-køkken, hvad de består af og hvordan de bliver lavet, mens vi smagte på borstj, bøf stroganoff mm.
Vi afsluttede besøget i Sankt Petersborg ved at se det fra søsiden på en guidet kanalrundfart.
Om aftenen afsejlede vi og kaptajnen bød velkommen med et glas champagne, mens skibet gled af sted langs Neva-flodens bredder. Sejladsen fra Skt. Petersborg til Ladoga-søen bød på et bakket landskab, hvor storbyens forstæder efter de første 25 km så småt blev erstattet af skov og spredte landsbyer. Klimaet er stadig kystlandsklima på grund af den nærliggende Finske Bugt. Om aften kom vi ud på Europas største sø, Ladoga, der med sine 17.900 km2 er to en halv gang så stor som Sjælland.

Dag 5
Svir-floden er en del af den Volga-baltiske kanal, som er betegnelsen for hele den vandvej, vores flodrejse fulgte. Svir løber mellem Ladoga og Onega-søen, og strækningen er 220 km. Floden er 100 meter bred ved Podpozje indtil 10-12 km fra Ivinskij-opdæmningen, et større oversvømmet område. Der er opført to sluseanlæg, som deler floden i tre strækninger, Nedre, Mellemste og Øvre Svir. Der er mere end 30 øer på Svir. De fleste er mindre, lave øer, dækket med skov, buskads og eng.
Første stop og mulighed for at strække ben var Mandrogi-øen, hvor der er indrettet souvenirmarked ved en gammel sovjetisk feriekoloni. Her var der mulighed for at betragte kunsthåndværkere i sving og spise picnic under noget turistede forhold, men der var også rig lejlighed til at gå sig en tur i den friske russiske natur eller tage en drink på Vodkamuseet.

Dag 6
Et af turens store øjeblikke indtraf, når den unikt smukke ø Kizji i Onega-søen og dens store trækirke fra 1714 træder frem af morgendisen. Forklarelses-kirken består af et hovedskib og et klokketårn. De russiske snedkere og tømrere har sat aspetræbygningerne sammen helt uden brug af søm. Rundt på øen er samlet flere mindre kirker, klokketårne, bondehuse, spisekamre, lader, vindmøller og selvfølgelig de russiske banjaer, dvs. saunaer, russerbondens badeværelse. Øens bygninger er med på UNESCO’s liste over verdens væsentligste kulturarv. Vi får et grundigt indtryk af, hvordan livet levedes sommer og vinter i 1700-tallet og 1800-tallet her i det nordlige Rusland. Korsang og klokkespil blander sig med fuglesangen.
Vi fortsatte sejladsen over Onega-søen ud på eftermiddagen.

Dag 7
Nu gik rejsen videre mod Vytegra-kanalen, hvor vi skulle passere ikke mindre end seks sluser og dermed stige 80 meter op til floden Kovzja.
Herefter ankom vi til den lille by Goritsy. Her skulle vi opleve en rigtig russisk landsby bestående af små træhuse med nyttehaver og drivhuse. Vi fik et indblik i dagliglivet ved et besøg på landsbyens bibliotek og kulturhus. Højdepunktet på opholdet var dog nok besøget hos den pensionerede skolelærer Galina og hendes mand Leonid, der bød på flere glas vodka i haven ved deres fine træhus og fortalte om deres liv.
Herfra gik rejsen videre gennem de grønne skove langs floden Sjeksna og det 4550 km2 store kunstigt anlagte Rybinsk-reservoir.

Dag 8
Jaroslavl var endnu et højdepunkt på turen, en stor russisk provinsby ved den mytiske Volga-flod, tilsyneladende uberørt af landets dramatiske historie med krige og revolutioner. Her skulle vi på byrundtur og besøge de vigtigste kirker og klostre helt tilbage fra 1100-tallet, samt centrum ved byens Kreml. Der blev også tid til en tur rundt i byen på egen hånd.

Dag 9
Vi ankom til Uglitj, en anden middelalderby, hvor Skt. Dmitrij-kirken dannede rammen om mordet på zar Ivan Den Grusommes søn. Her blev der rig lejlighed til en spadseretur i en typisk russisk provinsby, som nu er ved at komme sig over sovjettiden. Om aftenen var der festmiddag, hvor vi sagde farvel til kaptajnen og besætningen, som forlod skibet næste dag ved ankomsten til Moskva.
Inden festmiddagen holdt rejselederen et foredrag om Moskva ombord på skibet, så vi var velforberedte ved mødet med Ruslands hovedstad næste dag.

Dag 10
Vi gled ad Moskva-floden ind til Ruslands hovedstad. Efter ankomst var der byrundtur i den imponerende hovedstad. Vi begyndte med Den Røde Plads og så bl.a. Bolsjoj-teatret. Moskva er Europas største by, som blander brede boulevarder og sovjetisk monumentalt byggeri med små hyggelige parker og gamle, løgkuplede kirker. Efter frokost i centrum af Moskva besøgte vi Novodevitje-klosterets kirkegård. Her er en lang række af Ruslands berømtheder begravet. Det nye Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, er ligger under en vældig gravsten, der er udformet som det russiske flag. Overfor så vi den folkekære skuespiller Nikulins grav, der prydes af en livagtig figur af ham selv med hans evige følgesvend, hunden. Generaler og komponister ligger side om side. Til sidst så vi det ironisk-sarkastiske gravmæle over Khrustjov. Herefter besøgte vi Ruslands vigtigste kunstsamling, Tretjakov-galleriet.

Dag 11
Vi skulle i dag på den store busrundtur i Moskva. Vi kørte ind gennem Moskvas hovedgade, Tverskaja og skimter igen Den røde Plads, hvor vi var i går. Vi gjorde ophold på broen, der forbinder området ved Den røde Plads og den løgkuplede Vasilij-katedral med det gamle handelskvarter syd for Moskva-floden. Herfra kunne vi se hele Kreml og den genopførte hovedkatedral i Moskva, Frelser-katedralen. Nu gik vi ind bag Kremls mure, hvor Putins sorte limousiner gled ind og ud mellem de gule administrationsbygninger. Vi udforskede den gamle regeringsborg, der rummer både sovjettidens kongrespalads i marmor, stål og glas såvel som zarernes kirker, der rammede hele deres liv ind med dåb, kroning og begravelse. Her var vi virkelig kommet ind i hjertet af det store rige.
Efter en frokost besøgte vi de grønne, sydlige dele af Moskva med Universitetet som fokuspunkt. Herfra kunne vi se hele den gamle bymidte og som kontrast fremtidens Moskva, skyskrabernes Moskva-Citi. Moskvas metro blev udforsket sammen med rejselederen på vejen hjem.

Dag 12
Efter morgenmad var der lidt tid til en gåtur i lokalområdet, hvorefter bussen kørte os til lufthavnen.