Danmark
  • © 2025 Jan Clausen Kontakt mig 0

Danmark

Jylland september 2023





Endnu en solbeskinnet ferie i det smukke Jylland vil vi altid huske som en uforglemmelig tur fyldt med kulturelle oplevelser, naturskønne udsigter og historiske seværdigheder. Vores 6-dages rejse tog os gennem det danske landskab, hvor vi boede på to unikke hoteller og udforskede en bred vifte af fascinerende steder.

De 5 første dage af vores rejse startede på det fine og indbydende hus i Videbæk nemlig Hotel Falken. Den charmerende atmosfære og de hyggelige værelser gav os øjeblikkeligt en fornemmelse af komfort og afslapning. I løbet af de fem dage vi tilbragte her, udforskede vi først og fremmest selve byen, som husede Vestjyllands kunstpavillon (Arne Haugen Sørensens museum). Det viser særdeles seværdige udstillinger i sensommeren, og som altid har de besøgende mulighed for at sidde i caféen med udsigt over søen i parkanlægget.

Vi begav os ud på dagsture for at udforske Jyllands rigdom af historie og natur.

Første dag gik rundt om Ringkøbing Fjord med stop i Ringkøbing, Hvide Sande og Bork Strand.
I Ringkøbing finder man en masse gamle huse samt en række charmerende brolagte gader og stræder. Den ældste bygning er Rindum Kirke, der stammer fra 1200-tallet. Ved Torvet ligger Ringkøbing Kirke fra begyndelsen af 1400-tallet, dens tårn fra ca. 1550 er byens vartegn og temmelig specielt konstrueret, idet den høje bygning bliver bredere opefter. Ved Torvet finder man også Hotel Ringkøbing, der er en bindingsværksbygning fra år ca. 1600, den har været gæstgivergård og hotel siden 1833 og er dermed et af landets ældste hoteller. Borgmestergården ved siden af stammer fra 1817.
Hvide Sande er vokset op omkring det store sluseanlæg mellem Nordsøen og Ringkøbing Fjord som blev bygget i 1931. Byen har nu én af Danmarks største fiskerihavne med mere end 200 hjemmehørende fiskefartøjer, heraf ca. 145 på mere end 5 ton. I Hvide Sande afholdes dagligt en fiskeriauktion. Og når vi nu var i byen var det nærliggende at få fisk til frokost.
Sidste stop på denne dag var Bork havn med Danmarks største strandsø på den ene side og et af Danmarks mest fascinerende fuglereservater på den anden side af havnen.
Bork Havn blev grundlagt i 1933 af Bork Fiskeriforening. Siden er havnen i flere omgange blevet udbygget for lystfartøjer, så der i dag er plads til ca. 290 lystfartøjer. Havnen består endvidere af en fiskerihavn for fritidsfiskere og et bassin for husbåde.

Dagen efter gik turen mod syd. Esbjerg imponerede os med “de 4 hvide mænd” eller som det rigtigt hedder “Mennesket ved havet”. Det er en 9 meter høj skulptur i hvid beton, udført af billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen. Den er placeret nord for Esbjerg ved Sædding Strand.
Skulpturen blev afsløret d. 28. oktober 1995 og er opført af Esbjerg Kommune, Statens Kunstfond og private sponsorer i anledning af kommunens 100-års jubilæum i 1994.
Skulpturen der blandt andet er inspireret af Påskeøens monolitter, skildrer det rene og ufordærvede menneskes møde med naturen. Mennesket som det var, da det kom ud af mors liv. Mennesket før det rejser sig og begynder at handle. Det er først da, sagde Wiig Hansen, at det går galt. Først da får mennesket "snavs" på fingrene.
Kunstværket kostede omkring fire millioner kroner, hvoraf Statens Kunstfond gav en million kroner.
En tur rundt i midtbyen viste byens hyggelige atmosfære til trods for den megen industri i området.
Dagen fortsatte med at vi kørte en tur til Tyskland, nærmere bestemt til Süderlügum for at proviantere inden returneringen til Videbæk.

Tredjedagen gik så mod nord, hvor Ålborg stod først på programmet. Et besøg i byen indebærer et kig på Limfjordens smukke linjer, der bugter sig gennem byen. Byen midte byder på mange smukke gamle huse, og så skal man også unde sig et kig ned ad Jomfru Ane gade – af de lokale ofte blot kaldt Gaden. Den er en 150 meter lang og forholdsvis smal gågade i det centrale Aalborg, der udelukkende består af mere end 20 restauranter, diskoteker og værtshuse.
Frokosten blev indtaget i toppen af Ålborgtårnet, der rejser sig 105 meter over vandoverfladen.
Tårnet blev opført i anledning af en erhvervsudstilling, Nordjysk Udstilling, i 1933. Tårnet skulle umiddelbart rives ned igen efter udstillingen, men da det kostede 40.000 kroner at rive det ned igen, købte Det Broderlige Skydeselskab tårnet for kun 5.000 kroner og har siden da drevet tårnet som en forretning.
Fra toppen er der udsigt over hele byen i alle retninger og på en klar dag er det muligt at se helt ud til Hals Barre fyr. Den cirkulære bygningskonstruktion giver en fantastisk 360-graders panorama-udsigt der viser Aalborg by, for ikke at sige hele Nordjylland, fra en vinkel man ikke har set før og med en udsigt der ikke kan sammenlignes.
Eftermiddagen tilbragte vi først ved Rebild Bakker der er et storslået og smukt kuperet hedelandskab i Rebild National Park. Hvert år danner bakkerne rammerne for årets Rebildfest, den 4. juli - USA's uafhængighedsdag.
Området har nogle fantastiske vandreruter og er på mange måder fantastisk året rundt med sine forskellige farver og de lyngklædte bakker. I perioder af året, kan man opleve får i bakkerne.
Herfra gik turen til Regan Vest (danskernes koldkrigsmuseum), som var enormt spændende at besøge.
Den atomsikrede bunker var en dybt bevaret hemmelighed, opført i perioden 1963-68 og skjult 60 meter under en kridtbakke i Rold Skov. Hvis en atomkrig truede landet skulle den danske regering, en række embedsmænd og landets regent rykke ind i bunkeranlægget og herfra lede landet gennem krisen. Der var sikrede NATO- og telefonforbindelser, telex, telefax mm. og et sendestudie, så dronningen eller statsministeren kunne tale til befolkningen.

Så endte vores ophold i Videbæk og turen gik mod Langeland nemlig Skrøbelev Gods, men på vejen dertil gjorde vi holdt ved Jelling for at se Jellingstenene (Danmarks dåbsattest).
Den ældre af de to Jellingesten blev rejst af Kong Gorm den Gamle til minde om hans kone Thyra. Den større af de to sten blev rejst af Kong Gorms søn, Harald Blåtand til minde om hans forældre, til fejring af hans erobring af Danmark og Norge, og hans kristning af danerne. Runeinskriptionerne på disse sten betragtes som de mest kendte i Danmark. I 1993 blev stenene, i tillæg med to kæmpegravhøje og Jelling Kirke, optaget på UNESCO's Verdensarvsliste som et enestående eksempel på både hedensk og kristennordisk kultur.

En sidste overnatning blev som nævnt gjort på Langeland med et par gode venner. Her ved det sydfynske øhav var der alle ingredienserne til, at vi fik en spændende og magisk oplevelse – ved siden af en gastronomisk og kulinarisk nydelse.

Vores rejse gennem Jylland var en enestående kombination af historiske skatte, naturskønne skønheder og overraskende oplevelser. Fra charmerende hoteller til imponerende seværdigheder, denne rejse var fyldt med uforglemmelige øjeblikke og minder, der vil blive husket længe.