Samsø maj 2025
-
MF Fynshav
-
Værelse 13
-
Tapas ved ankomst
-
Udsigten fra værelse 13
-
Restauranten
-
Kaffebord
-
Højlandskvæg
-
Ilsemade
-
Samsø museum
-
Rosens hus
-
Rockhotel
-
Stranden
-
Klokketårn
-
Gadekær
-
Udsigtstårnet
-
Kig mod Tunø
-
Kig mod syd
-
Fyret
-
Fyret
-
Ved fyret
-
Havnen
Vi tilbragte fire dejlige dage på Samsø – en perle midt i Kattegat. Rejsen startede med færgen fra Kalundborg til Kolby Kås, hvor vi straks mærkede roen og den særlige østemning sænke sig. Vi boede på det charmerende Samsø Badehotel, der ligger et par kilometer nord for Kolby Kås havn i Vesterløkker med udsigt over vandet og her var en hyggelig atmosfære, der fik os til at føle os hjemme med det samme. Vores ophold var med halvpension og maden var en oplevelse for sig selv - meget velsmagende og serveret af et super engageret personale.
Vores værelse var med udsigt over en mark med højlandskvæg og bagved lå havet så smukt.
En gåtur efter maden bragte os dagligt til vandet, hvor der i strandkanten ligger en kilde, hvor fersk vand udspringer fra en udhulet egestamme. Kilden er blandt Samsøs absolutte mest facinerende fortidsminder og kan dateres helt tilbage til bronzealderen.
Et gammelt sagn fortæller, at kilden sprang, hvor en død kvinde drev i land på stranden. Om halsen havde hun et guldkrucifix. Heste kunne ikke trække liget hverken til Tranebjerg eller Kolby kirke, men med lethed til Onsbjerg kirke. Her blev kvinden begravet, og korset har fået sin plads i kirkens kor.
Det originale kors bliver i dag opbevaret på Nationalmuseet, mens der i Onsbjerg Kirke hænger en tro kopi på venstre side af alteret.
Det rygtes, at hvis man drikker af kilden Valborg nat – natten mellem den 30. april og 1. maj – har vandet en helbredende kraft.
I løbet af opholdet besøgte vi mange af øens små, idylliske byer. Tranebjerg, øens største by, havde både Samsø Museum og et par butikker, hvor man kunne finde lokalt kunsthåndværk og specialiteter. Museet gav et godt indblik i øens historie og liv gennem tiden.
Vi kørte nordpå til smukke Nordby, hvor bindingsværkshuse og brostensbelagte gader skabte en eventyrlig stemning. I 1990 blev den udnævnt til den bedst bevarede landsby i Danmark, fordi byen tidligere end de fleste landsbyer har fået sin endelige størrelse, form og bygningskarakter – og har bevaret disse karaktertræk til i dag.
Byen var indtil 1800-tallet en skipperbondeby. Flere af fæstebønderne ejede et skib, som de sejlede til Norge med. Her afsatte de samske landbrugsprodukter og bragte norsk tømmer med tilbage til øen. Det er forklaringen på, at vindfløjen på majstangen er en fuldrigget skonnert.
Der er seks veje, der fører ud af byen. Tidligere var der hvert sted et led, der skulle lukkes hver aften. Leddenes navne findes stadig: Søndenbys led, Vester Vangeled, Maren Findsled, Nordenbys led, Pusled og Øster gab.
Mange af byens gamle huse har bevaret deres smukke, gamle døre, mindede faktisk lidt om husene på Ærø, der er kendt for det samme.
Ikke langt derfra ligger Issehoved, Samsøs nordligste punkt, hvor landskabet ændrede karakter og blev mere vildt og råt – med storslået udsigt over hav og bakker.
Og ikke langt herfra ligger Ballebjerg – der med sine flotte 64 meter er Samsøs højeste punkt. Vi nød udsigten over mod Tunø og videre til Aarhus i det fjerne. Mod øst kan man se småøerne Kyholm, Lindholm, Rumpen og Vejrø mod Sjælland.
I 1920 blev Ballebjergs udsigtstårn opført. I dag ejes området af Nordby Borgerforening, som vedligeholder tårnet og sørger for, at bevoksningen bliver holdt nede.
Det skærgårdsrøde hotel i Brundby bedre kendt som Brundby Rockhotel ser så hyggeligt og indbydende ud. Her afholdes mange musikalske oplevelser. Hotellet er ejet af familien Hanevold der selv varetager den daglige drift, nu med 3 generationer på lønningslisten, endda trippel op på 3 generation. Vi fornemmede straks, at dette hotel kunne noget særligt. Vi nåede dog ikke at opleve musik på stedet.
Mod syd besøgte vi Vesborg Fyr, hvor klinterne styrtede dramatisk ned i havet, og fyret stod som et vartegn over landskabet. Udsigten fra fyrtårnet var spektakulær, og området omkring indbyder til lange gåture og refleksion i naturens stilhed.
Samsø bød på et afbræk fra hverdagens tempo med sin fredelige stemning, varierede natur og hyggelige landsbyer. Fire dage føltes både som en miniferie og som en rejse langt væk – selvom vi ikke var længere hjemmefra end en færgetur. En oplevelse vi varmt kan anbefale.